Du. Jeg er her. Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Det er der ikke. Du. De der vil nogen steder hen. De der, som vil nogen steder hen. De. Hvis det findes sådan nogen iblandt jer. Du.
Du. Lad dem gå når de vil. Lad dem gå når som helst. Du. Hvad vi vil ha. Hvad jeg vil ha. Hvad jeg kræver. Er stilhed.
Du. Men hvad stilheden kræver er at jeg fortsætter med at tale. Du. At jeg fortsætter med at tale med dig. Du. Give hvilken tanke som helst en puff. Et skub. Den falder let. Den falder let på plads. Men pufferen og den puffede. Men skubberen og den skubbede skaber noget sjovt, noget underholdende, som man kan kalde en diskussion. Du.
Du. Skal vi tale? Skal vi det? Eller vi skal måske ikke tale? Vi kunne helt enkelt bestemme at vi ikke skal tale? Som du vil. Det blir som du vil. Men nu er stilheden. Men nu findes stilheden. Men nu findes stilheder og ordene skaber stilheder. Hjælper til at skabe stilheder. Jeg har ingenting at sige. Du. Jeg har ingenting at sige. Og jeg siger det. Og det er hvad jeg har brug for. Det er lige præcis hvad jeg har brug for lige nu. Du. Den her tid er inddelt. Organiseret. Vi skulle ikke være bange. Vi behøvede ikke at være bange for de der stilhederne. Det skulle vi ikke. Du. Vi skulle elske dem. Vi må elske dem. Det her er en beregnende måde at tale på, jeg taler som om jeg skulle løse et matematiskt tal. Du. Som et glas mælk. Du. Vi har brug for glasset og vi har brug for mælken. Du. Eller det er måske snarere som et tomt glas i hvilket hvad som helst kunne hældes i på et hvilket som helst tidspunkt. Mens vi er i gang, hvem ved, måske, en idé viser sig i denne her talen.
Du. Jeg aner ikke om det bliver sådan eller ikke. Aner det ikke. Vil heller ikke vide det. Ikke den mindste. Hvis det blir sådan, okej. Hvis ikke. Okej. Du. Se det som noget som er der ved en tilfældighed. Som gennem et vindue under en rejse. Som gennem et vindue under en rejse. Du. Ja, du. Lige præcis dig. Hvis gennem Jylland. Hvis henover hele Jylland. Jylland er mere interessant. Så er Jylland mere interessant. Næsten for interessant. Særligt for en københavner. Som er intresseret i allting. På trods af sig selv. Det du. På trods af sig selv. Ja, du. På trods af sig selv.
Du. Nu ved han at han har brug for Jylland i sig selv. Det du. Ja, du. Jylland ligner intet andet. Intet andet. Du. Meget opkvikkende. Meget vederkvægende for en københavner. Det du. Jo du. Det er som et tomt glas. Jo du. Intet andet end grise. Intet andet end grise. Det du.
Eller er det høns? Du. Er det høns? Har det nogen betydning. Spiller det nogen rolle. Det her er hvad Jylland har. Det her er hvad der findes i Jylland. Det her er Jylland. Det er muligt at forlade hvert øjeblik. Du. Og det er muligt at komme tilbage når man vil. Eller du kan forlade det og aldrig komme tilbage til det. Du det kan du gøre. For vi ejer ingenting. Det gør vi ikke. Eller hvad.
Hvad vi vil sige nu. Du. Hvad jeg vil sige nu. Du. Til dig. Hvad jeg vil sige til dig nu, lige nu, er at vi ejer ingenting. Vi ejer ingenting. Det du. Jo du. Til dig. Jojomen. Lige netop derfor er allting… Lige netop derfor er hvad som helst herligt. Lige netop. Lige præcis. Fordi vi ikke ejer det. Lige præcis fordi vi ikke ejer det. Det du. Der er noget at bide i. Jo du.
Jo du. Du. Vi behøver ikke at være bange for at miste det. Derfor. Du. Vi behøver ikke at ødelægge det som har været. Det er væk. Pist væk. Men, du. Når som helst kan det komme tilbage. Det er sandt. Og ligne nuet. Du. Ja. Og være nuet.
Du. Skulle det være en gentagelse? En genoptagelse?

Du. Jeg er her. Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Kun hvis vi tror at vi ejer den. Og det gør vi ikke. Du. Den er fri. Og det er vi også. Jeg. Du. Hun. Han. Den. Det. Vi. I. De. Vi er frie. Den findes ikke. Det findes ikke. Du. Næsten hver og en og hvem som helst ved noget om fremtiden og om hvor usikker den er. De. Hvis der findes sådan nogle blandt jer. Du.
Du. Der er noget om det jeg siger. Du. Det kaldes indhold. Det kaldes det. Jomen. Ja, du. Det gør det. Hvad vi vil ha. Hvad jeg vil ha. Hvad jeg kræver. Er stilhed.
Du. Men hvad jeg kalder det er noget andet. Jo. Form. Du. At jeg fortsætter med at tale med dig. Du. At samtalen fortsætter. Aldrig er ens. Jo. Jo. Aldrig dør. Aldrig dør. At noget fortsætter idag tyder på mangel på interesse. Adspredthed. Hos nogen part. Fra nogen part. Hvor var jeg?
Du. Skal vi tale? Skal vi det? Eller vi skal måske ikke tale? Vi kunne helt enkelt bestemme at vi ikke skal tale? Som du vil. Det blir som du vil. Og du: det viser at det herlige er ikke at eje noget af det her. Hvert øjeblik viser hvad der sker. Det gør det. Det er faktisk sandt. Hvor anderledes den her følelse er sammenlignet med den som er bundet af hukommelsen. Du og jeg og vores slagsmål, vores udvikling, vores klimaks, vores rekapitulationer. Troen på at man ejer sit eget hjem. Det du. Men nu er stilheden. Men nu findes stilheden. Men nu findes stilheder og ordene skaber stilheder. Hjælper til at skabe stilheder. Jeg har ingenting at sige. Du. Jeg har ingenting at sige. Og jeg siger det. Og det er hvad jeg har brug for. Vi bærer vores hjem indeni os. Ikke som sneglen. Det er præcis hvad jeg har brug for lige nu. Du. Vi kan flyve. Eller standse for at nyde hvert og et. Men vær på din vagt mod det som er så pænt at man taber pusten. Ja. Jajamen. For telefonen kan ringe når som helst. Det kan den. Det kan den faktisk. Og flyveren styrte eller lande på en ubenyttet grund eller parkeringsplads. Pas på.
Du. Jeg aner ikke om det blir sådan her eller ej. Har ingen anelse. Vil heller ikke vide det. Ikke den mindste. Hvis det blir sådan, okej. Hvis ikke. Okej. Du. Se det som noget der er der ved en tilfældighed. Et stykke snor eller en solnedgang. For eksempel. Bare som et eksempel. Ja. Jeg ejer intet af det. Ja. Ikke du heller. Sammenhængen er der bare. Bara sådan. Som Jylland. Jylland, ja. Grise, høns. Intet mere end ingenting. Ingenting mindre end ingenting. Ingenting mere eller mindre end ingenting. Kan siges. Kan siges.
Du. Høre nogen tale om det eller gøre det selv er ikke anderledes, men derimod enklere end at leve det. Jylland, grise, høns. Det du. Enklere eftersom det sker at jeg taler med og tales ved.
Eller er det høns? Du. Er det høns? Har det nogen betydning. Spiller det nogen rolle. At det er let at tale, snakke, har noget at gøre med at man er parat til at acceptere samtalens begrænsninger. Og det er jo alle. Det er jo alle uden at de ved det. Du. Det er jo alle på en eller anden måde uden at vide det. Eller hvad? Tale er helt enkelt at det kan udtænkes, kommes på og i samma øjeblik blive til, være tale. Lige præcis. Eller hvad. Du. Det er en disciplin man altid accepterer uden at vide det og som til gengæld accepterer hvad som helst. Det her er hvad Jylland har. Også de sjældne øjeblikke af extase. Som gør at vi gør det vi gør. Hvad jeg gør. Lige præcis. Lige det.
Hvad vi vil sige nu. Du. Hvad jeg vil sige nu. Du. Til dig. Hvad jeg vil sige til dig nu, lige nu, er at vi ejer ingenting. Vi ejer ingenting. Det du. Jo du. Til dig. Jojomen.Præcis derfor er allting… Præcis derfor er hvad som helst hærligt. Netop det. Lige præcis. Fordi at vi ikke ejer det. Netop fordi at vi ikke ejer det. Det du. Det er noget at bide i. Jo du.
Jo du. Du. Vi har brug for ikke at være bange for at miste det. Derfor. Du. Vi har brug for ikke at ødelægge det som har været. Det er væk. Pist væk. Men, du. Når som helst kan det komme tilbage. Det er sandt. Og ligne nuet. Du. Ja. Og være nuet.
Du. Skulle det være en gentagelse? En genoptagelse?

Du. Jeg er her. Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Du. Der er noget at sige. Men det er så grimt og og uskønt og derfor siger vi at der ikke er noget at sige. Det du. Du er bange for at dø. Jeg er bange for at dø. Det du. Hvordan skulle jeg bedre kunne tale om hvad denne her tale er end at tale om denne her tale som indeholdes i et tidsrum på cirka femogfyrre minutter? De femogfyrre minutter er delt op i fem større afsnit. Hver del er delt op på samme måde. Deling på kvadratroden er den eneste mulige deling som tillader den her mikro-makrokosmiske rytmiske struktur som jeg synes er så accepterende og acceptabel. Du. Den er fri. Som du ser, eller hører, kan jeg sige hvad som helst. Og gør det også. Og det er vi også. Jeg. Du. Hun. Han. Den.Det.Vi. I. De. Det gør en meget lille forskel hvad jeg siger, eller hvordan jeg siger det. Vi er frie. Den findes ikke. Det findes ikke. Du. Næsten hver og en og hvem som helst ved noget om fremtiden og om hvor usikker den er. Det er som at køre gennem Jylland. De. Hvis det findes sådan nogen iblandt jer. Du.
Du. Jo du. Døden. Den… Den… Der ligger noget i det jeg siger. Det kan jeg ikke lide. Et indhold. Det kan jeg ikke lide. Det kaldes det. Jomen. Ja, du. Det gør det. Hvad vi vil ha. Hvad jeg vil ha. Hvad jeg kræver. Er stilhed. Tale uden liv er død. Tale uden tale er tale. Jo du. Jo men. Død. Jo du. Jomen. Sådan er det. Men liv uden tale har aldrig eksisteret.
Du. Men det jeg kalder det er noget andet. Jo. Form. Du. At jeg fortsætter med at tale med dig. Du. At samtalen fortsætter. Aldrig er ens. Jo. Jo. Aldrig dør. Aldrig dør. At noget fortsætter idag tyder på en mangel på interesse. Adspredthed. Hos nogen part. Fra nogen part. Hvor var jeg? Tale. Livet udtrykker sig selv gennem tale. Samtale. Netop samtale.
Du. Skal vi tale? Skal vi det? Eller vi skal måske ikke tale? Vi kunne helt enkelt bestemme at vi ikke skal tale? Som du vil. Det blir som du vil. Og dø: Hvert øjeblik viser hvad der sker. Det gør det. Det er faktisk sandt. Hvor anderledes den her følelsen er sammenlignet med den som er bunden til hukommelsen. Det dø. Men nu er stilheden. Men nu findes stilheden. Men nu findes stilheder og ordenee skaber stilheder. Hjælper til at skabe stilheder. Jeg har ingenting at sige. Dø. Jeg har ingentingat sige. Og jeg siger det. Og det er hvad jeg har brug for. Det er præcis hvad jeg har brug for lige nu. Dø. Eller standse for at nyde hvert og et. Ja. Jajamen. For telefonen kan ringe når som helst. Det kan den. Det kan den faktisk. Og flyveren styrte eller lande på en ubenyttet grund eller parkeringsplads. Pas på.
Dø. Jeg aner ikke om det blir sådan eller ej. Har ingen anelse. Vill ikke vide det heller. Ikke den mindste. Hvis det blir sådan, okej. Hvis ikke. okej. Dø. Se det som noget som er der ved en tilfældighed. Et stykke snor eller en solnedgang. For eksempel. Bare som et eksempel. Ja. Jeg ejer intet af det. Ja. Ikke du heller. Sammenhængen bare bliver til. Bare sådan. Som Jylland. Jylland, ja. Grise, høns. Intet mere end ingenting. Ingenting mindre end ingenting. Ingenting mere eller mindre end ingenting. Kan siges. Kan siges.
Dø. Høre nogen tale om det eller gøre det selv er ikke anderledes, men derimod enklere end at leve det. Jylland, grise, høns. Det dø. Enklare eftersom det sker at jeg samtaler med og tales ved.
Dø. Har det nogen betydning. Spiller det nogen rolle. At det er let at tale. Og det gør ju alle. Det gør jo alle uden at vide det. Dø. Det gør jo alle på en eller anden måde uden at vide det. Eller hvad? Tale er helt enkelt at det kan tænkes ud, kommes på og i samme øjeblik at blive til, være tale. Lige det. Eller hvad. Dø. Hvad jeg gør. Lige præcis. Lige det.
Hvad vi vil sige nu. Dø. Hvad jeg vil sige nu. Dø. Til dig. Hvad jeg vil sige til dig nu, lige nu, er at vi ejer ingenting. Vi ejer ingenting. Det dø. Jo dø. Til dig. Jojomen. Netop derfor er alting… Netop derfor er hvad som helst herligt. Lige det. Lige præcis. Fordi at vi ikke ejer det. Netop fordi vi ikke ejer det. Det dø. Det er noget at bide i. Jo du.

Du. Jeg er her.Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige. Du. Der er noget at sige.
Hvert øjeblik er absolut, levende og specielt. Jo du. Solsorte løfter sig fra marken. Herligt. Jeg. Du. Hun. Han. Den. Det. Vi. I. De. Jeg hørte dem fordi jeg accepterade samtalens begrænsninger. Holdt kæft. Holdt den kæft. Det du. Det var dengang. Det var dengang det. Gjorde jeg. Det er faktisk sandt. Det gør en meget lille forskel hvad jeg siger, eller endda hvordan jeg siger det. Du. Vi begynder slet ikke at komme nogen steder.
Du. Jylland. Jo du. Den… Den… Der er noget i det jeg siger. Det bryder jeg mig ikke om. Er indholdet interessant? Både og. Og hverken eller. Et indhold. Jylland. Det synes jeg ikke om. Det kallas det. Jomen. Ja, du. Det gør det. Hvad vi vil ha. Hvad jeg vil ha. Hvad jeg kræver. Jo du. Jo men. Død. Jo du. Jomen. Sådan er det.
Du. Men en ting er sikker. Hvis nogen skal sige noget som skal være ingenting er den som skal sige det nødt til at elske og ha tålmodighed med det hun eller han taler om. Jo. Sådan er det. Du. Ellers begynder man at tænke over hvad hun eller han siger. Netop. Er nogen søvnig så lad ham eller hende sove. Du. Jeg taler fordi når jeg taler er det tydligt at jeg ikke ved noget, men når jeg ikke taler tror jeg at jeg ved noget. At samtalen fortsætter. Aldrig er ligedan. Jo. Jo. Aldrig dør. Aldrig dør. At noget fortsætter idag tyder på mangel på interesse. Adspredthed. Hos nogen part. Fra nogen part. Hvor var jeg?
Du. Jeg er her. Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Det er der ikke. Du. De der vil noget sted hen. De der som vil komme noget sted. De. Hvis det findes sådan nogle iblandt jer. Du.
Du. Lad dem gå når de vil. Lad dem gå når som helst.Du. Hvad vi vil ha. Hvad jeg vil ha. Hvad jeg kræver. Er stilhed.
Du. Skal vi tale? Skal vi det? Som du vil. Det blir som du vil. Jeg har ingenting at sige. Du. Jeg har ingenting at sige. Og jeg siger det.
Du. Jeg aner ikke om det blir sådan eller ej. Har ingen anelse.
Du. Nu ved han at han har brug for Jylland i sig. Det du. Ja, du. Jylland ligner intet andet. Intet andet. Du. Meget opfriskende. Meget vederkvægende for en københavner. Det du. Jo du. Det er som et tomt glas. Jo du. Ikke andet end grise. Ikke andet end grise. Det du.
Hvad vi vil sige nu. Du. Hvad jeg vil sige nu. Du. Til dig. Hvad jeg vil sige til dig nu, lige nu, er at vi ejer ingenting. Vi ejer ingenting. Det du. Jo du. Til dig. Jojomen. Netop derfor er allting… Netop derfor er hvad som helst herligt. Lige det. Lige præcis. Fordi vi ikke ejer det. Netop fordi vi ikke ejer det. Det du.
Du. Jeg er her.Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Du. Skal vi tale? Skal vi det? Eller vi skal måske ikke tale? Vi kunne helt enkelt bestemme at vi ikke skal tale? Som du vil. Det blir som du vil. For telefonen kan ringa når som helst. Det kan den.
Du. Jeg aner ikke om det blir sådan eller ej. Har ingen anelse. Vill heller ikke vide det. Ikke den mindste. Hvis det blir sådan, okej. Hvis ikke. Okej. Du. Se det som noget der er der ved en tilfældighed. Et stykke snor eller en solnedgang. For eksempel. Bare som et eksempel. Ja. Jeg ejer intet af dem. Ja. Ikke du heller. Sammenhængen bare bliver til.
Jo du. Du. Vi har brug for ikke at være bange for at miste det. Derfor. Du. Vi har brug for ikke at ødelægge det som har været. Det er væk. Pist væk. Men, du. Når som helst kan det komme tilbage. Det er sandt. Og ligne nuet. Du. Ja. Og være nuet.
Du. Skulle det være en gentagelse? En genoptagelse?

Du. Jeg er her. Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Du. Der er noget at sige. Og dø: Hvert øjeblik viser det der sker. Det gør det. Det er faktisk sandt. Hvor anderledes den her følelse er sammenlignet med den som er bundet til hukommelsen. Det dø. Men nu er stilheden. Men nu findes stilheden. Men nu findes stilheder og ordene skaber stilheder. Hjælper til at skabe stilheder. Jeg har ingenting at sige. Dø. Jeg har ingenting at sige. Og jeg siger det. Og det er hvad jeg har brug for. Det er præcis hvad jeg har brug for lige nu. Dø. Eller standse for at nyde hvert og et. Ja. Jajamen. For telefonen kan ringe når som helst. Det kan den. Det kan den faktisk. Og flyveren styrte eller lande på en ubenyttet grund eller parkeringsplads. Pas på.
Dø. Jeg aner ikke om det blir sådan eller ej. Har ingen anelse. Vill heller ikke vide det. Ikke den mindste. Hvis det blir sådan, okej. Hvis ikke. Okej. Dø. Se det som noget som er der ved en tilfældighed. Et stykke snor eller en solnedgang. For eksempel. Bare som et eksempel. Ja. Jeg ejer intet af det. Ja. Ikke du heller. Sammenhængen bliver bare til. Bare sådan. Som Jylland. Jylland, ja. Grise, høns. Ingenting mere end ingenting. Ingenting mindre end ingenting. Ingenting mere eller mindre end ingenting. Kan siges. Kan siges.
Dø. Høre nogen tale om det eller gøre det selv er ikke anderledes, men derimod enklere end at leve det. Jylland, grise, høns. Det dø. Enklere eftersom det sker at jeg taler med og tales ved.
Dø. Har det nogen betydning. Spiller det nogen rolle. At det er let at tale. Og det gør jo alle. Det gør jo alle uden at vide det. Dø. Det gør jo alle på en eller anden måde uden at vide det. Eller hvad? Tale er helt enkelt at det kan tænkes ud, kommes på og i samme øjeblik blive til, være tale. Præcis det. Eller hvad. Dø. Hvad jeg gør. Lige præcis. Lige det.
Hvad vi vil sige nu. Dø. Hvad jeg vil sige nu. Dø. Til dig. Hvad jeg vil sige til dig nu, lige nu, er at vi ingenting ejer.Vi ejer ingenting.Det dø. Jo dø. Til dig. Jojomen. Netop derfor er allting… Netop derfor er hvad som helst herligt. Netop det. Lige præcis. Fordi vi ikke ejer det. Lige præcis fordi vi ikke ejer det. Det dø. Det er noget at bide i. Jo du.
Du. Jeg er her. Du er der. Det er vi. Og der er ingenting at sige.
Du. Det findes noget at sige. Herligt. Jeg. Du. Hun. Han. Den. Det. Vi. I. De.
Du.
Tale.
Du.
Dø.
Ja.
Du.